Dagligdagen

I det følgende vil vi fortælle dig lidt om Birkelund, hvordan det er at være barn eller ung hos os og hvordan din hverdag typisk vil se ud. Når du flytter ind hos os, er du naturligvis med til selv at bestemme, hvad du kunne tænke dig og lave, og du er mere end velkommen til at komme med gode idéer.

Hverdag med trygge rammer

På Birkelund kan du selv have stor indflydelse på, hvor meget du får lov til, og hvor meget du udvikler dig. Hvis du overholder aftalerne med de voksne, kan du få lov til mange ting, selvfølgelig afhængig af din alder.

Fordi vi bor mange sammen, er det nødvendigt at have aftaler i de forskellige afdelinger og huse. Når du bor på Birkelund tager du aktivt del i hverdagen, hvor vi hjælper hinanden med at holde husene pæne og ryddelige. Vi ønsker, at du tilmelder dig en fritidsaktivitet, så dine sociale færdigheder udvikles imens du bor her. Du vil 1-2 gange om ugen hjælpe med madlavningen samt efterfølgende hjælpe med opvask.

Selvom du omgås med andre børn og unge på Birkelund, så opfordrer vi også til, at du får venner udenfor huset. Du er velkommen til at have venner/veninder eller legeaftaler på besøg, men det skal altid aftales med de voksne først. Du må også gerne have en kæreste, når du bor hos os. Det er dog vigtigt for os voksne, at din kæreste behandler dig godt. Når vi vurderer at alderen og tiden er til det, kan overnatning også aftales.

Når du bor på Birkelund, er du velkommen til at have både computer og mobil, og der er internetadgang på hele børnehjemmet. Sammen med personalet aftaler du hvor længe og hvornår mobilen og computeren bruges.